Vedr. Ålborg -en ekskursion


Vedr. Ålborg -en ekskursion
32 s. ill. s/h
udg. 2014

Udgivet i forbindelse med udstillingen af samme navn, på KUNSTEN Museum of Modern Art Aalborg Aalborg Banegård 2014. I bogen beskrives en ekskursion til Aalborg, bogen indledes med ankomsten til Aalborg Banegård: 

"Inde i banegårdens forhal står der en model af banegården i Ålborg, inde i modellen af banegården står der måske en model af banegården i Ålborg. Og måske står der i modellen af banegården i Ålborg en model af en person, der står og kigger på en model af banegården i Ålborg.
Ankommer man, som vi, til Ålborg med toget, træder man, som i så mange andre større byer, ud på byens banegårdsplads. Dog hedder banegårdspladsen i Ålborg ikke længere Banegårdspladsen. Allerede ti dage efter de fatale skud d. 22. november 1963 i Dallas, Texas, besluttede byrådet i Ålborg, at pladsens navn herefter skulle være John F. Kennedys Plads.
Pladsens fremtoning står ikke helt mål med de forestillinger, vi havde gjort os på forhånd.
I vort hoved havde der dannet sig den forestilling, at The John F. Kennedy Plads ville fremtræde ganske anderledes moderne. At den ville komme os i møde som en hæsblæsende 1960’er-modernistisk fest i glas og stål af imponerende dimensioner. Fremskridtstro og modernitet og store Lincolnbiler og vi ved ikke hvad.
Vi var således ikke fri for at være en anelse skuffede over den lidt biedermeier-smagende fremtoning pladsen havde, med Christian d. IX til hest og “sovsekande” på hovedet. Og hvor mon, tænkte vi uvilkårligt, efter at have betragtet John F. Kennedys Plads en stund, hvor mon vi så finder W. McKinleys Plads, James Abraham Garfields Plads og Abraham Lincolns Plads?"

I bogen gengives også en del af de mange fund, der blev indsamlet under ekskursionen til Aalborg. 








* * *